Tæpper fra Persien – håndknyttede

Nain hører til blandt de mest kendte tæppeprovenienser (ophav, oprindelse) i Iran. Byen Nain ligger nordvest for Isfahan og har en gammel vævetradition. Her fremstillede man før Khadjar-dynastiet (1794 - 1925) de fineste overstykker til adelsfolk – de såkaldte abaer. Under indflydelse fra den vestlige kultur blev det traditionelle overstykke som beklædning fortrængt af jakkesættet. Væverne flyttede deres virksomhed og begyndte at knytte tæpper.

Nutidens tæpper fra Nain skylder især mesteren Hadj Fatollah Habibian Naiini deres umiskendelige mønstre og farvekombinationer. Ved knytningen begrænsede han sig til færre end ti farver og lagde dermed grunden til farvesammensætningen i de tæpper fra Nain, som den dag i dag er meget afholdte. De grundlæggende farver er den dag i dag oftest hvid eller beige og blå, men der findes også stadig oftere Nain-tæpper i rødt, grønt og gult. Typisk er blomstermotiver, hvis konturer fremhæves med silke. Med deres enkle elegance passer Nain-tæpperne også ind i moderne indretninger.

Man skelner mellem Nain-tæpper i fire kvalitetstrin, som angives i Lah (det persiske ord for lag). Lah beskriver antallet af tråde, som kæden er tvundet af. Jo flere tråde der bruges, desto tykkere er kæden og dermed knuderne, og desto lavere er knudetætheden.

Bidjar ligger i provinsen Kermanshah i det nordvestlige Iran. Bidjar-tæpper hører til de mest solide og fineste orientalske tæpper. Størstedelen af befolkningen i Bidjar er kurdere.

I det kurdiske Bidjar-tæppe indbankes et særligt tykt islætgarn, der er ekstremt hårdt. Sådan opstår et stenhårdt, særdeles slidstærkt tæppe. Især de nyere Bidjar-tæpper er prydet med det typiske Herati-mønster, der også kaldes fiskemønster (eller Mahi-mønster) .

Sarough (også Sarouk, Saruk eller Sarogh) er et af Irans mest kendte tæppeknytteområder. Det ligger i den vestpersiske provins Aarak og omfatter provenienserne Arak, Djozan, Ghiasabad, Mahal, Malayer, Mohajeran, Sultanabad og Wiss. I Sarough knyttes persiske mønstre af alle typer, til dels også efter kundens anvisninger. Man udfører med forkærlighed også de nærliggende Farahan samt egne Sultanabad-design og det såkaldte Mir-i-Boteh-mønster, der er opbygget af paisleymotiver. Typisk for denne tæppetype er luvens meget gode uldkvalitet, for den nye uld kommer fra det persiske højland. Grundvævet – kæde og islæt – består dog som regel af bomuld. På gamle og antikke tæpper finder man ofte en blå islættråd. Knytningen er meget fin, og luven er relativt høj.

Et særtilfælde inden for iransk tæppeknytning er de såkaldte amerikanske Saroughs, der i perioden fra 1900 til 1940 blev knyttet specielt til det amerikanske marked. Farverne på amerikanske Saroughs er begrænset til rust-, rød-, blå- og enkelte brun- og beigetoner, og mønstret er floralt og klarer sig som regel uden en central medaljon. I 1970'erne blev disse stykker også meget populære i Iran og blev re-importeret til landet. Deraf navnet. Fra Iran nåede kun ganske få stykker til Europa. Derfor er de stykker, der først blev re-importeret til Iran, særligt sjældne.