Fra garn til kunsthåndværk: Sådan bliver et håndlavet tæppe til

Et tæppe er meget mere end blot et stykke stof under vores fødder. Det fortæller historier, bærer århundreders tradition i sig og fremstilles med imponerende tålmodighed – skridt for skridt, knude for knude.

I dette blogindlæg tager vi dig med på en rejse gennem hele tilblivelsen af et håndlavet tæppe.

1. Valget af materialer 

Før der overhovedet knyttes en knude eller væves en tråd, kommer valget af de rigtige materialer først. De afgør tæppets kvalitet, holdbarhed og karakter.

🐑 Fåreuld

🌱 Viskose eller bambussilke

🌾 Bomuld

🐛Silke

🟡 Jute

🌿 Hamp

I vores blogindlæg: Materialer og farvning kan du læse mere om de enkelte materialers fordele og se, hvordan garnet farves med naturmaterialer.

 

2. Vævet eller knyttet ?

De første håndlavede tæpper opstod i Centralasien af ganske praktiske grunde. Nomaderne levede med deres fårehjorde i bjergene og vævede de første tæpper af ulden fra deres dyr – på jagt efter komfort, varme eller skygge. Tæpperne gav varmende isolering mod de kolde teltgulve og gjorde det hyggeligt at sidde og spise på gulvet. På meget solrige dage blev tæpperne dog også brugt som teltophæng til beskyttelse mod den hede sol.

Men snart blev de mere end blot en praktisk følgesvend – de udviklede sig til værdifulde, dekorative kunstværker, der forenede skønhed, tradition og handel.

Håndlavede tæpper kan grundlæggende inddeles i vævede og knyttede tæpper inddele. 
I dag findes der ganske vist flere andre fremstillingsmåder (f.eks. tufting eller loom), som er opstået som svar på de faldende forventninger til et tæppes holdbarhed og kvalitet. Her koncentrerer vi os dog om de to mest oprindelige og traditionelle tæppetyper.

Med det rigtige materiale i hånden begynder selve fremstillingen. Her findes der to centrale teknikker: vævning og knytning

Tæppevævning

Tæppevævning er en af de ældste metoder til fremstilling af tæpper. 
Sammenlignet med knytning kræver vævning betydeligt mindre materiale og tid.
Derfor var vævede tæpper udbredt allerede meget tidligt og regnes som forløberne.

Ved vævning spændes først kædetrådene – de lodrette grundtråde, der giver tæppet fasthed – op på en væv.
Derefter føres islætstråden – den tråd, der bestemmer tæppets mønster og stabilitet – i hånden skiftevis over og under kædetrådene.

Et særligt kendetegn ved håndvævede tæpper er, at de ingen luv har – det betyder, at de i modsætning til håndknyttede tæpper ikke har en høj, blød overflade, men derimod er flade og ru at røre ved.

Alt efter provins og tæppets anvendelsesformål har der forskellige vævemåder udviklet sig.
Ved traditionel vævning opstår en flad, fast luv, der er bruges på begge sider , da for- og bagsiden ser præcis ens ud. 
Netop sådan opstår en kelimtæppe - du har helt sikkert også hørt om den før!

Ud over den nok mest kendte klassiker blandt vævede tæpper findes der flere andre flotte vævede tæppetyper, som for eksempel Aubusson / Gobelin, eller Soumak tæpper.

Knytningen 

Håndknyttede tæpper bliver til på en særlig ramme, den såkaldte knyttestol . Den forberedes individuelt hver gang, alt efter hvilken bredde tæppet skal have.

Luvtråden knyttes om kædetrådene – hver knude er en pixel i det mønster, der opstår. Når en række er færdig, trækkes islætstråden ind og bankes fast med en metalkam.Præcis som ved vævning bliver først de lodrette kædetråde på knyttestolen spændt op. Her er det meget vigtigt, at de forbliver stramme, så tæppet senere ikke får bølger eller ujævnheder. 

Nu kommer det vigtigste trin:

Selve luvtråden – altså det, der senere udgør tæppets overflade – bliver knyttet i hånden. Hver enkelt knude strammes til, og sådan opstår det ønskede mønster, knude for knude, præcis efter forlæg eller helt frit improviseret.
Så snart en række er knyttet færdig, bliver islætstråden vævet ind - skiftevis ført over og under de opspændte kædetråde og derefter med en metalkam presset tæt ind mod knuderne. Sådan sikres det, at knuderne sidder lige og fast på det rigtige sted, og at der opstår en tæt struktur. Kædetråden giver knuderne – og dermed det tæppe, der er ved at blive til – ekstra hold og fasthed.

Alt efter provins, design og anvendelsesformål har der forskellige knudetyper udviklet sig.

I vores Blogindlæg: Alt om knytning har vi allerede beskrevet knudetyper, knytteteknikker og deres særlige kendetegn.

3. Designet – mellem tradition og modernitet

Tidligere kunne man aflæse et tæppes oprindelsesland, by eller endda landsby ud fra bestemte mønstre og symboler. 

Traditionelt blev mønstre på særlige forlæg – såkaldte mønsterplader – tegnet op i hånden og derefter knyttet og ofte givet videre fra generation til generation.
Mere primitive nomadetæpper, som for eksempel et Gabbeh, blev også knyttet helt frit efter individuel kreativitet uden knytteforlæg.
I dag bliver tæppemønstre derimod for det meste designet digitalt, printet og monteret bag knyttestolen som forlæg.

Her har vi allerede skrevet udførligt om de mest udbredte mønstre og deres betydninger.

4. Finpudsningen – nu viser den sande skønhed sig

Når tæppet er skåret fri af knytterammen, bliver kanterne kantet og frynserne knyttet. På den måde forhindrer man, at tæppet trævler op igen.

Det Finishing er det sidste og vigtigste trin i fremstillingen af et tæppe, men dets betydning bliver ofte overset.
Først nu træder tæppets sande ansigt, altså dets sande skønhed, frem.

Luven bliver først klippet jævnt ned til den ønskede luvhøjde, for ved knytningen bliver garnet efterladt ret langt, så det overhovedet kan knyttes.
Tæppet bliver derefter mindst én gang vasket med tilbagefedtende natursæbe. 
Derefter lægges tæppet ud i solen for at tørre og for at fiksere farverne.

I det sidste trin bliver bestemte dele af luven, afhængigt af design og stil, klippet til i hånden med en saks. Sådan fremhæves mønsteraccenterne, og der opstår en fascinerende følelse og struktur i tæppets luv.
Denne særlige form for finish kan du især i vores designertæpper opdage.